Der findes flere forskellige problemstillinger i forhold til it-ledelse og it-styring. Jeg skelner mellem de to begreber, da ledelse og styring er to forskellige elementer. It-ledelse kræver at der findes de rette personer i organisationen som er klar til at påtage sig et ansvar og frembringe resultater ved at sætte eksempler og få andre til følge dem. Styring er et kontrol element som bruges for at bringe de rigtige mennesker sammen på det rigtige tidspunkt så de rigtige projekter, rigtige processer og allokering af ressourcer bliver sat i gang. Herunder kommer begreber som it-strategier, enterprisearkitektur og udvælgelse af de rigtige teknologier i spil og i den forbindelse bliver det nødvendigt at arbejde med begreber som målarkitektur i spil. I dette blogindlæg kommer jeg ind på nogle af de tanker, som jeg har gjort mig om begrebet målarkitekturen, og jeg forventer, at behandle emnet målarkitektur mere i dybden på et senere tidspunkt.

Referencearkitekturen

Referencearkitekturen har til formål at give input til målarkitekturen i form af de principper som er formuleret og vedtaget i referencearkitekturen. Principperne skal bruges i forhold til it-løsningsdesign og i forhold til applikationsdesign.

Inputtet om de helt overordnede krav til løsningsdesign skal beslutningstagerne forholde sig til, når der besluttes at udvælge nye løsninger til at løse de organisatoriske problemstillinger som organisationen oplever. I en organisation i den offentlige sektor bør der stilles krav om overholdelse af principperne, og til organisationer i den private sektor bør der stilles krav til at leverandørens løsninger overholdes.

Målarkitekturen er mere konkret end referencearkitekturen, da den opstiller en model for, hvordan it-løsningerne skal hænge sammen på sigt, og hvad de forskellige applikationer skal indeholde. Referencearkitekturen er konceptuel, hvor målarkitekturen er en model som viser, hvordan de forskellige applikationer, infrastruktur og processerne skal hænge sammen.

Referencearkitekturens principper skal også bruges i forhold til udvælgelse af de it-løsninger som skal udvikles eller købes inden for kort tid for at understøtte de hidtidige behov. Det som kaldes for next-minute arkitekturen.

Karakteristika af målarkitekturen

Målarkitekturen er som førnævnt en model som viser forbindelserne mellem applikationerne, infrastrukturen og processerne på et bestemt tidspunkt i fremtiden. Perioden vil typisk være på to til tre år frem i tiden. Målarkitekturen kan sjældent implementeres på engang om der vil ske ændringer i organisationens omverden, hvilket betyder at målarkitekturen med jævne mellemrum skal opdateres så det den stadig fungerer som et strategisk værktøj for de forskellige beslutningstagere. Det kan anbefales at målarkitekturens indhold diskuteres engang i kvartalet og bliver gennemgået grundigt engang årligt af chefarkitekten sammen med mellemledere i it-afdelingen og blandt mellemlederne i forretningsenhederne.

Forretningsprocesserne ændres hurtigere end applikationerne gør, men fokus for udviklingen er at understøtte forretningsprocesserne. Derfor bliver enterprisearkitekterne og chefarkitekten nød til at antage, hvordan de forskellige processer kommer til at se ud.

Deres antagelser bør være baseret på samtaler med beslutningstagerne og med den viden som de har i forhold til den strategiske retning, som organisationen bevæger sig i. I denne kontekst kan det vise sig nyttigt at chefarkitekten og enterprisearkitekterne anvender den måde som Chris Potts anskuer strategier på, da denne netop fokuserer på dialogen mellem de forskellige interessenter.

Det kan vise sig nødvendigt at opdele målarkitekturen i en række domæner for at kunne vise, hvilke forretningsevner som organisationen opnår ved at investere i it. En fremgangsmåde som kan vise sig anvendelige for de fleste organisationer at anvende er H-modellen. Årsagen skyldes at når de forskellige it-løsninger kan kobles op mod et domæne i H-modellen så vil det være nemmere a påvirke de involverede parter.

Målarkitekturen bør også påvirke next minute arkitekturen, hvor beslutningstagerne gør det klart at de applikationer som udvælges matcher de behov, som organisationen på sigt anskuer er nødvendige at få behandlet.

Konklusion

For at organisationen kan skabe mest mulig værdi i brugen af it, så kræver det at beslutningstagerne tager aktive valg. De aktive valg hænger sammen med ejerskab og ansvar samt det at anvende et værktøj som kan bruges til at formidle områder, hvor de forskellige it-løsninger skal påvirkes for at skabe mest mulig værdi for organisationen.

Målarkitekturen er et værktøj som kan bruges til at engagere beslutningstagerne. Målarkitekturen kan bygges op omkring den såkaldte H-model som kan segmenterer områderne tilpas meget til at understøtte en forandring i organisationen.

Målarkitekturen bør opdateres jævnligt, da nye elementer i organisationens omverden påvirke den strategiske retning for organisationen. Målarkitekturen skal sponsoreres af topledelse for at den kan anvendes aktivt på tværs af organisationen. Målarkitekturen bør anvendes som et værktøj til at udlede krav til integrationer fx i next minute arkitekturen.