Et arrangement med Chris Potts omhandlende udfordringerne ved at være enterprisearkitekt i en kontekst, hvor organisationernes enterprisearkitekturer forandres konstant.

Arrangementet ”High-Impact Enterprise Architects” fandt sted den 23. september 2013 på IT Universitetet i København, hvor Chris Potts afholdte sit arrangement. I en kontekst af det arbejde som Chris Potts udfører, så betragter han sig selv om strateg, og han arbejder som mentor og som coach for forskellige beslutningstagere i organisationerne.

Overordnet set kunne jeg konstatere at enterprisearkitektur programmer skal være leverance-orienterede og chefarkitekten kan med rette arbejde med en ”middle-out” fremgangsmåde for at understøtte understøtte en udvikling mod en organisation, hvis beslutningstagere træffer beslutninger ud fra informeret ledelse.

Værdiskabelse igennem EA

Arkitektur er ifølge Chris Potts ”Durability, Utility, Beauty” som er en definition som stammer fra den måde som antikkens romere omtalte arkitektur på. Ifølge Potts stammer dette fra værket ”Vituvius – De Architectura”. Dette kan læses af citatet nedenfor.

”Enterprise Architecture is concerned with the durability, utility and the beauty of an enterprise” – Chris Potts.

Enterprisearkitekter arbejder med disse tre emner og det vil være muligt at finde dem i organisationen ifølge Chris Potts.

Chris Potts kom ind på en historie, hvor han havde mødtes med en amerikansk arkitekt ved navn Jim Dodson. Jim Dodson kom ind på at cirka 5% af alle bygningerne i Amerikas Forenede Stater er designet af en arkitekt. Hvis tallet overføres til virksomheder så kunne hele 5% af alle verdens virksomheder var designet af enterprisearkitekter. I det store hele, hvis 5% af alle projekter var designet af en arkitekt, så ville det gælde om at vælge de 5% som giver den største værdi og største indflydelse organisationen. Fokus for enterprisearkitekten skal være at påvirke organisationen.

Chris Potts kom ind på at forskellen mellem bygningsarkitekter og enterprisearkitekter er ifølge Chris Potts et spørgsmål om specialisering, hvilket kommer til udtryk i citatet nedenfor.

”One of the things of being an enterprise architect is that you specialize” – Chris Potts.

Løsningsarkitektur er også enterprisearkitektur, og løsningsarkitektur er underlagt de samme definitioner som arkitektur og enterprisearkitektur. Fokus for løsningsarkitektur er at understøtte leverancer som støtter op om de behov som menneskene (medarbejdere, ledere, leverandører og kunder) har.

Chris Potts kom ind på, at enterprisearkitektur omhandler at levere værdi til en række forskellige interessenter, og det handler om at enterprisearkitekten fokuserer på en helhedsoplevelse. For at understøtte innovation som leder til løsninger så skal arkitekten bag løsningerne prøve at frigøre sig fra de begrænsninger som arkitekturen og sin egen tankegang sætter. Chris Potts kom ind på dette i citatet nedenfor:

”You have to let go” – Chris Potts.

Dertil viste Chris Potts nogle citater som netop omhandlede fokus på arkitektur og projekter. I den forbindelse kom Chris Potts ind på et citat af Kjetil Trædal Thorsen omhandlende projekter.

”Projects are examples of attitude rather than design” – Kjetil Trædal Thorsen.

Chris Potts kom ind på at forskellen mellem bygningsarkitektur og enterprisearkiektur er at bygninger er en analogi, og at organisationer (enterprise) ændrer sin egen arkitektur konstant.

Chris Potts kom ind på en af grundene til at organisationer har ansat enterprisearkitekter  er at understøtte sammenhænge og at forhindre, at organisationen er ved at ødelægge sig selv. Ifølge Chris Potts er der tale om, at enterprisearkitekterne er en del af strukturen som de er med til at designe. I forhold til arbejdet med enterprisearkitektur kom Chris Potts ind på nedenstående citat som siger at det ikke giver mening at ”diagrammere” eller konstruere modeller for alle dele af organisationen.

”You can’t photograph, realistically draw or physically model an enterprise” – Chris Potts.

Fra mit perspektiv handler det om at udvælge de rigtige artefakter og arbejde med dem for at skabe de rette forandringer i organisationen. Denne fremgangsmåde ligger fint i tråd med Dynamisk Enterprisearkitektur, hvor få men centrale artefakter udvælges og bruges i forhold til styre projekter og forandringerne. I forhold til anvendelsen af Dynamisk Enterprisearkitektur kan det vise sig interessant at anvende en middle-out fremgangsmåde, som Søren Staun blandt andet har været kendt for at advokere for i Danmark.

Chris Potts viste herefter en fremgangsmåde som omhandler at designe organisationen ud fra kundens synspunkt og ind til der hvor værdiskabelsen finder sted i organisationen.

Modellen består af en grænseflade til kunderne og en grænseflade til investorerne.

Chris Potts kom ind på at en måde at tegne et ”High-Level” diagram for en organisation vil  være at tegne Porters generiske ”værdikæde” fra 1985. Han personligt tegner værdikæden omvendt,  hvor suport aktiviteterne er tegnet som fundamentet for at produktet eller servicen er leveret til kunden.

Denne fremgangsmåde vil kunne bruges til at identificere strategi er på alle niveauer i modellen, og ligeledes postulere Chris Potts, at enterprisearkitektur er på alle niveauer i Porters model for værdikæder. Investment Portfolio Management og Sourcing som begge er elementer som bør understøtte enterprisearkitektur programmet er ligeledes til at finde på alle niveauer i modellen og i organisationen.

”Strategy, Enterprise Architetcure, Investment Portfolio Management and Sourcing are all pervasive capabilities” – Chris Potts.

Chris Potts viste herefter værdikæden set ud fra et ”Investment Portfolio Management” perspektiv. Modellen tog sit udgangspunkt at strategi bør lede til investering i struktur (arkitektur) og værdiskabelse (Investment Portfolio Management). Under struktur og værdiskabelses-laget ligger sourcing-laget som omhandler mennesker, services og produkter og det sidste led i modellen er ”Supply”.

Imellem linjerne kom Chris Potts ind på begrebet ”Informed Governance” som værende målsætningen for at anvende enterprisearkitektur. Scott A. Bernard advokerer for at enterprisearkitektur i EA3 Kube-rammeværket har samme formål.

I retrospektiv må man sige at der findes visse interessante ligheder mellem Chris Potts model og den model som C. K. Prahalad og M.S. Krishnan publicerede i deres værk fra 2004 med titlen ”The New Age of Innovation”. Modellen viser på samme måde at der er tale om at der skal skabes forbindelser mellem organisationen og samarbejdspartnere.

Chris Potts kom ind på at en megatrend som ses i den vestlige verden er, at forskellen mellem fysiske produkter og digitaliserede produkter samt services er blevet flydende, og det har stor betydning for, hvordan organisationerne designes, og hvordan de opfører sig.

Nogle af disse postulater understøttes af værker skrevet af Hank Lucas (In Search for Survival), C.K. Prahalad & M.S. Krishnan (The New Age of Innovation) og af James McQuive (Digital Disruption). Værkerne er udgivet over en bestemt tidsperiode og det understøtter ligeledes at der må være tale om en trend.

Kontinuerlig forandring

På grund af organisationernes enterprisearkitektur er forskellig fra bygningsarkitektur ved at arkitekturen er under konstant forandring. Ifølge Chris Potts så skal enterprisearkitekten med stor indflydelse understøtte følgende læresætning:

”Enhancing Enterprise Performance Through Structural Innovations.” – Chris Potts.

Målsætningen for enterprisearkitekterne er at gå forrest og påvirke de forskellige beslutningstagere for at påvirke beslutningstagerne. Fokus for den påvirkning som enterprisearkitekterne kan yde er at få menneskene i organisationen til at udforske og understøtte værdiskabelse.

Kerne egenskaber for en enterprisearkitekt

Chris Potts kom ind på at kerne egenskaberne som enterprisearkitekter bør have er at evnen til at kunne understøtte kontekstuel forståelse og planlægning. Herudover skal evnen til at formidle vision og understøtte design og modellering samt evnen at kunne influere og facilitere samt undersøge strukturerne og analyserer på dem være nogle af de egenskaber som enterprisearkitekten skal kunne mestre.

De førnævnte egenskaber er nødvendige for at gøre arkitekturen ”actionable” eller det som  i nyere terminologi kaldes for ”Enterprise Portfolio Management” med henblik på, at organisationens beslutningstagere bliver i stand til at op kunne træffe beslutninger på et informeret grundlag.

Strategi, planlægning og enterprisearkitektur

Chris Potts præsenterede en simpel model som skulle vise hvilke faktorer som et scenarie kommer til at inkludere kunder, processer, produkter og services, organisation og ikke mindst teknologi. Modellen kan ses på billedet nedenfor.

Modellen må betragtes som værende på et ”high-level” niveau, men den kan bruges til at kommunikere forskellige muligheder og behov for at investerer i projekter. Det er værd at mærke at der findes hele to akser på den vandrette akse på modellen.

Typisk anvendte Chris Potts tre farver kunne bruges til at understøtte kommunikationen af den specifikke model. Inden for rammerne af eksisterende rammeværker og anskuelser af enterprisearkitektur kan modellen, som Chris Potts præsenterede betragtes som forretningsarkitektur.

I foredraget kom Chris Potts ind på mange af de pointer, som John Gøtze også kom med i sit oplæg på EA sommerskolen 2013. De pointer som blev præsenteret på sommerskolen var  forhold til den ”dialektiske” enterprisearkitekt skulle kunne navigere i politiske miljøer, påvirke beslutningstagerne og samtidigt understøtte sit arbejde ved at understøtte observationer og målinger på de aktiviteter, som han bidrager til i sit arbejde.

Fokus må være at enterprisearkitekten definerer disse metrikker sammen med de interessenter som er med til at understøtte enterprisearkitektur programmets strategiske position, så det bliver endnu mere tydeligt at enterprisearkitektur programmet understøtter udviklingen, som organisationen skal igennem for at opnå den ønskede strategiske position.

Konklusion

Et godt og spændende  arrangement. Det som jeg bed mærke i var at enterprisearkitektur omhandler at ”tegne” enkelte, men vigtige artefakter som kan bruges til at påvirke de rette interessenter til, at drive organisationen mod bedre interne investeringer som fremmer organisationens strategiske position.