I 2004 udgav Jane A. Carbone sin bog ITArchitecture Toolkit som omhandler en fremgangsmåde for enterprisearkitektur som kan bruges til at understøtte hurtigere og mere tilpasning af IT-udvikling, hvilket ifølge Carbone kan bruges til arbejdet til at understøtte organisationens forretningsstrategi.

Carbones tanker omhandler at identificere den retning, som organisationen bevæger sig i en ”As-Is” tilstand og i en ”To-Be” tilstand, hvorefter arkitekturtegningerne skal udarbejdes. Det handler om at få udarbejdet de rigtige arkitekturtegninger til at understøtte kommunikation mellem de forskellige faggrupper i organisationen. Arkitekturtegningerne skal ifølge Carbone også bruges til få topledelsen i organisationen engagereret i forandringen fra ”As-Is” situationen til ”To-Be” stadiet.

Scope for et enterprisearkitektur program er at omsætte scope skal udtrykkes i et nemt forståeligt rammeværk.

Arkitektur

På trods af titlen på bogen henleder til tanker om IT-arktiektur, så anvender Carbone en definition der involverer begrebet enterprisearkitektur.

Carbone kom ind på i værket at arkitektur omhandler nedenstående emner som skal knyttes sammen:

• What
• When
• ”How”
• Who
• Why

Carbones scope i bogen omhandler at enterprisearkitektur skal oversætte data til output der leder til forrtningsprojekter der understøtter organisationen i en strategisk retning. Det betyder arkitekterne skal være i stand til at udarbejde konceptuelle outputs for at få støtte og kommunikere arkitektur på tværs af organisationen.

”By architecture we mean the complete set of plans which guide the selection, constraints, modification, and use of the enterprise information infrastructure to enable the desired business future state”. – Jane A. Carbone (2004, side 45).

Hertil kom Carbone ind på at infrastruktur bør defineres som:

”By infrastructure we mean all the products, purchases, or uses to support the business” – Carbone (2004, side 46).

Carbone kom ind på at en EA-model er forretningens syn på informationsteknologier. Dermed sagt så er enterprisearkitektur forretnings syn på informationsteknologier.

Forretningen først

Carbone fremhæver i sin bog (side 10) at fokus for fremgangsmåden altid starter med en forretningsbehov. I den forbindelse vil det være relevant at arbejde med et arkitekturscope som dækker organisationens behov som understøtter organisationens behov på tværs af afdelinger. Den fremgangsmåder har ifølge Carbone stor indflydelse på om enterprisearkitektur programmet understøtter en succes for organisationen.

Carbone kom ind på, at de overordnede resultater fra undersøgelsen af forretningsbehovene bør identificeres ved at identificere data som kan omdannes til artefakter og understøtte undersøgelsen af ”As-Is” og en ”To-Be” analyse. En måde at indsamle disse informationer på kan være ved at identificere de nyeste informationer omhandlende den strategiske retning for organisationen. I den forbindelse kan interviews med direktørerne og andre beslutningstagerne i organisationen vise sig relevant.

I forbindelse med indsamling af informationer fra de forskellige interessenter og datakilder kan det give god mening at arbejde med fem spørgsmål som er baseret på de fem ”W’er”:

• What
• When
• ”How”
• Who
• Why

Den ovenstående fremgangsmåde nævnes  af Carbone (2004, s. 18) og indsamlingen af data baseret på denne fremgangsmåde skal også bruges til at beskrive ”To-Be” arkitekturen for organisationen.

Carbone (2004, s. 31) ligger stor vægt på at beskrivelsen af målarkitekturen skal være indtrykt i positive termer, da det skal være med til at få støtte og support. I forbindelse med at beskrive den fremtidige arkitektur skal simple flow diagrammer anvendes og det er primært forretningsfunktioner som diagrammerne skal forestille.

I arbejdet med den fremtidige arkitektur kom Carbone (2004, side 33), at identificering af capabilities (egenskaber) er nødvendige for at organisationen kan opnå den ønskede strategiske position.

Programmet

Carbone kom ind på arbejdet med arkitektur i organisationen skal enterprisearkitekten, og ifølge Carbone satse på formulering af principperne og det er vigtigt at principperne kan samles på en enkelt A4-side.

Principperne skal bruges i forhold til udvælgelse af de forskellige IT-løsninger som skal anvendes i forhold til at understøtte organisationens forretningsbehov.

Carbone (2004, side 51) kommer ind på følgende:

”In our toolkit, what we mean by an architecture model is the graphical representation of the business view of data, functions, technologies, people and relationships”.

En arkitekturmodel kan fås i forskellige niveauer, hvor niveau 0 som er konceptuel. Det mere detaljerede niveau er mere specifikt og kaldes for niveau 1. Der findes et tredje niveau som er mere detaljeret og som bruges til formidling mellem enterprisearkitektur funktionen og IT-udviklingen. Dette niveau kaldes for niveau n.

Det sidste niveau kaldes for ”præsentation” som bruges til at overtale beslutningstagere. For at få succes overtid har Carbone den opfattelse at en centraliseret EA-afdeling som understøtter de forskellige dele af organisationen i forhold til støtte med enterprisearkitektur.

Konklusion

Der findes en række interessante koncepter i værket, som de fleste enterprisearkitekter og IT-arkitekter kan håndtere. Konceptet som Carbone beskrev i sit værk fra 2004 er stadig gældende i forhold til synet på enterprisearkitektur og i forhold til den fremgangsmåde som bør anvendes, hvor fokus er på at identificere forretningsbehov.

Forretningsbehovet skal primært sættes i en kontekst af der skal udarbejdes en række arkitekturmodeller som skal give beslutningstagerne på forskellige niveauer i organisationen mulighed for at træffe de rigtige beslutninger. Denne fremgangsmåde kaldes også for oplyst IT-ledelse og understøttes af forskellige IT-governance modeller.

Der er værd at notere sig at arkitekturmodellerne har forskellige detaljeringsniveauer og forskellige modtagere og derfor opstår der situationer, hvor enterprisearkitekten bliver nødt til at arbejde versionering med mere.