Det sker ofte at organisationer står overfor at skulle ændre på de organisatoriske strukturer, informationssystemer, opgaver og mennesker. Det sker på grund af ændringer i organisationens domæne.

De fleste organisationer vil på et tidspunkt igennem deres livscyklus opleve at det bliver nødvendigt at fokusere på at gendesigne deres organisationsstrukturer ud fra opgaver det forventes at organisationerne er i stand til at kunne klare til hvilken tid og kvalitet.

Der findes flere forskellige perspektiver på, hvad der kan ændres i en organisation. Leavitt (1965) opstillede sin ”diamant model” der simplificerer organisationens design til at bestå af fire overordnede elementer:

1. Opgaver dækker over begrebet aktiviteter.

2. Mennesker dækker over medarbejdere, mellemledere og topledere.

3. Struktur dækker over de organisatoriske strukturer og sociale strukturer der findes i organisationen.

4. Teknologi omhandler både den informationsteknologiske og anden type teknologi der anvendes af organisationen for at kunne udarbejde aktiviteterne.

De fire kategorier besidder alle relationer til hinanden, og relationen går begge veje, hvilket vil sige, at hvis en af de enkelte komponenter forandres så skal alle de andre relationer også forandres i forhold til at opnå det fulde potentiale af forandringen.

De karakteristika som begrebet enterprise arkitektur og enterprise arkitektur programmerne består af, er at begrebet og programmerne fokusere på at finde frem til artefakter der kan karakteriserer sammenhænge mellem it-arkitekturen og forretningen. Der findes dog variationer på hvilke motiver der findes for de forskellige enterprise arkitektur programmer, typisk vil der være tale om at organisationen er i stand til at håndtere problemstillinger der relatere sig til udviklingen af it-baserede forretningsprojekter. Idealsituationen er bygget op omkring at beslutningstagerne træffer beslutninger baseret på verificeret information der for eksempel kunne være baseret på de metoder, strukturer og systemer der understøttes af enterprise arkitektur programmet.

Enterprise arkitektur programmet kan på modenhedsniveauet kaldet fundamentarkitekturen behandle flere forskellige perspektiver i forhold til it-ledelse og it-konfigurationsstyring. Dermed sagt så kan de principielt set også opstå situationer, hvor enterprise arkitektur programmet kan anvendes til mere. Hvis forretningen tilpasser sin ledelsesstruktur til at understøtte holistiske beslutninger, hvilket understøtter at forretningen er i stand til at træffe beslutninger omkring, hvordan de fire forskellige komponenter skal håndteres for at organisationen opnår sit potentiale i forhold til de problemstillinger som organisationen som helhed står overfor. Dette modenhedsniveau kaldes ifølge Doucet et al (2009) kendt som udvidet arkitektur (extended architecture). Det kræver dog at enterprise arkitektur programmet understøtter at flere forskellige initiativer bliver lanceret samtidigt.

Konklusion

Leavitts diamant er en aldrende men ganske relevant og brugbar model i forhold til problemstillinger der relatere sig til organisatoriske og informatiske problemstillinger. De fleste enterprise arkitektur programmer fokuserer på at optimere udviklingen af it-baserede forretningsprojekter.

Diamanten kan bruges til at give de forskellige beslutningstagere i organisationen en slags forståelse af, hvordan de forskellige dele af organisationen bliver påvirket, når der opstår en ændring.

Diamanten er en simpel men ganske brugbar model set i forhold til at illustrer sammenhænge i enterprise 2.0 tankegangen, og modellen er direkte kompatibel med fx beslutningsplatforme i forhold til enterprise arkitektur programmets interface til beslutningstagere.