Organisationer oplever at der stilles store krav til dem fra både samarbejdspartnere, kunder og offentlige myndigheder i forhold til evnen at kunne kommunikere, udveksle data og samarbejde igennem digitale platforme. De digitale kanaler og platforme kan kun anvendes ordentligt, hvis den rette it-infrastruktur er på plads.

For at organisationer fremadrettet kan få skabt sig et overblik over den fornødne it-infrastruktur som skal være til stede for, at organisationen er i stand til at kunne leverer services og produkter til sine kunder (heriblandt understøtte kundeservice og interaktion med kunderne) kan organisationen vælge at gøre brug af fem skridt. De fem skridt der er med til at formulere det konceptuelle applikationslandskab.

De fem skridt orientere sig imod arbejdet med at få skabt enighed blandt beslutningstagerne, at engagere de individer som har en ekspertstatus for styring og udvikling af organisationens it-infrastruktur.

For at de fem skridt kan anvendes i organisationen med mening så forventes det at visse ting er på plads i organisationen så som at der findes en aktiv strategi og der findes konsensus for at det er nødvendigt at arbejde sammen om at skabe retning.

1. Ledelsesopbakning

Chefarkitekten, enterprisearkitekterne og infrastrukturarkitekterne bør arbejde på at få den rette ledelsesopbakning for at få tildelt ressourcerne for at arbejdet med at udarbejde det konceptuelle logiske applikationslandskab kan påbegyndes. Emnet ledelsesopbakning bliver behandlet yderligere i dette blogindlæg.

Hvortil det er nødvendigt at chefarkitekten, enterprisearkitekten og infrastrukturarkitekterne er i stand til at kunne engagere de forskellige eksperter som findes i organisationen. Eksperterne kan ofte vise sig at være i en knapkapacitet, hvilket betyder at det er svært at få adgang til de enkelte individer.

2. Engagere forretningsenhedernes beslutningstagere

En ting er at få skabt opbakning hos de forskellige beslutningstagere, en anden er at engagere forretningsenhedernes beslutningstagere til at deltage aktivt i forhold til at kapacitetsestimere, hvor meget deres enkelte forretningsprocesser skal være i stand til at kunne skaleres. Det kan være ensbetydende med at chefarkitekten bør arbejde på at få udarbejdet et ”crash course” som vil kunne anvendes i forhold til de situationer, hvor enterprisearkitekterne og infrastrukturarkitekterne har interaktion med forretningsenhedernes beslutningstagere så de har forstået, hvad der forventes af dem.

3. Samling af information og koordinering

De forskellige enterprisearkitekter har været ude i organisationen og arbejdet med at fået indsamlet data fra forretningsenhedernes beslutningstagere og eksperter om hvor meget de forskellige forretningsprocesser bør kunne skaleres og for at en samlet plan kan udarbejdes skal informationerne samles.

En anden type information som er nødvendig at have et overblik over er den eksisterende tekniske arkitektur, hvilket også it-infrastrukturlandskabet, da det vil være svært at kunne vise omkostningerne og mulighederne ved at udvikle på it-infrastrukturen. Ligeledes vil det påvirke omkostningerne, truslerne og mulighederne der findes for at få styr på den

Det er derfor vigtigt at de forskellige servicekontrakter som bliver udarbejdet og taget med tilbage bliver behandlet og viden bliver distribueret mellem dem som arbejder med det konceptuelle logiske applikationslandskab og dem der arbejder med det konceptuelle logiske it-infrastrukturlandskab så planerne der udarbejdes er samhørige.

4. Eksekvering

Chefarkitekten bliver nød til at sikre sig at de to forskellige teams (der er forskellige typer kompetencer involveret) bliver udarbejder en  såkaldt ”to-be”  arkitektur, hvor fokus specifikt bør være på at få det konceptuelle it-infrastrukturlandskab bliver inddraget i en scenarieplanlægning, hvor forskellige omkostnings og effektivitets strukturer bliver gennemgået og reelle oplæg til beslutningstagerne bliver udarbejdet. Det er nødvendigt at de forskellige beslutningstagere får mulighed at træffe beslutninger på et informeret grundlag og de har mulighed for at se, hvordan forretningsenhederne formåen vil blive påvirket af de investeringer som foretages. Et scenarie bør bestå af roadmap, da visualisering er alfa og omega.

5. Implementering

Beslutningstagerne i organisationen bør som i skridt 1 give opbakning til den valgte løsning og implementering bør derefter prioriteres højt, hvor enterprisearkitektur funktionen deltager i hele implementeringsforløbet.  Der vil med stor sandsynlighed opstå situationer som kræver at scenariet reevalueres.

Konklusion

For at det konceptuelle logiske it-infrastrukturlandskab skal give mening at udarbejde så skal der være ledelsesopbakning til at arbejdet gennemføres. Dertil så data fra forretningsenhederne indsamles og et samarbejde mellem dem som udformer det konceptuelle logiske applikationslandskab være på plads. Det bliver derefter nødvendigt at arbejde med at udarbejde et scenarie omhandlende hvordan organisationen fremadrettet vil kunne udvikle applikationslandskabet og it-infrastrukturen.

Eksekvering kræver ofte at chefarkitekten og de andre arkitektprofiler aktivt arbejder med processen og jævnligt reevaluere hvad der skal gøres for at få det bedste resultat som understøtter konkurrencefordele for organisationen.